Fra havets afgrund rejser hun sig,
vådt hår, der falder som flydende måneskin,
øjne, der spejler dybets skjulte sagn.
Hendes nærvær er et hjemsøgende omkvæd,
en forbudt melodi spundet med fortabte rigdommes tiltrækning.
Guld- og sølvskær glimter på hendes hud,
genlyder af skattene begravet under bølgerne,
hvert stykke et gammelt løfte om ufortalte længsler.
I hendes aura opløses verden—
Der er kun havets pulsslag,
glimtet af ædle metaller,
og et uimodståeligt kald fra det hinsides,
der lokker dig til at overgive dig til fortryllelsen af det usete.